Jeg har den seneste tid tænkt over et lille eksperiment, der kunne være meget sjovt at lave. Trek har på deres nye enkeltstartsstel benyttet en såkaldt Kamm tail-profil, der basalt set er dråbeformet, men hvor den bagerste ende er fjernet, så bagenden er flad i stedet for spids.
Og så tænker jeg jo, at bagenden på en dråbe egentlig må være skabt pga. overfladespændingen i vanddråben (dvs. vel egentlig bindingsenergien mellem vandatomerne), hvis da ellers den ville være mere aerodynamisk uden. Hvad hvis man nu fandt en væske med utrolig lav overfladespænding og lod den lave et frit fald. Hvordan ville dens dråbeform så se ud i forhold til vands? Jævnfør med en væske med meget høj overfladespænding.
Viskositeren spiller måske også ind, men hvis væsken er tyk vil den formentlig bare være længere tid om at forme den endelige dråbeform - det vil i hvert fald være mit umiddelbare bud, medmindre viskositet og overfladespænding hænger sammen. Noget, der måske lige skal tjekkes op på.
Hvis man sammenholder de forskellige dråbeformer, ville man måske kunne få en fornemmelse af, hvilke dele af dråben, der ser ud, som den gør, pga. af luftens modstand, og hvilke dele, der bliver dannet pga. overfladespændingen. Og derudfra så kunne man finde den optimale form rent aerodynamisk, når man ikke har ting som overfladespænding, der spiller ind.
Den næste ting, der i øvrigt skulle være særlig smart ved denne Kamm tail-form, er hvordan aerodynamikken påvirkes ved sidevind, således at den effektive luftmodstand påvirker emnet fra en vinkel og ikke lige forfra.
Jeg kan se på det hele, at det alligevel godt kunne blive et længere projekt at udføre... |